|
|
Referat

Ordinær generalforsamling d. 7. juni 2025
Formand Tage Madsen, Hagevej 158, bød velkommen og præsenterede bestyrelsen.
- Valg af dirigent, stemmetællere og referent
Jens Erik Pedersen, Hagevej 178, blev valgt som dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig. Niels Bonde Berthelsen, Hagevej 194, og Nora Boni, Hagevej 204, blev valgt som stemmetællere. Ole Nørgaard Nielsen, Hagevej 96, blev valgt som referent.
- Beretning
Formanden gennemgik det foregående års begivenheder. Beretningen er i sin helhed vedlagt som bilag til referatet.
Beretningen blev godkendt uden spørgsmål.
- Regnskab
Kasserer Suzie-Ann Schulze, Hagevej 184, gennemgik regnskabet, der går fra 1. april til 31. marts.
Indtægterne udgjorde 47.994 Kr. mens de samlede udgifter udgjorde 116.940 Kr. så årets resultat blev et underskud på 68.946 Kr. De største udgifter er: vejvedligehold og støvbinder.
Grundejerforeningens administration af økonomien i den fælles legeplads er blevet skilt ud i en separat konto.
Jette Kjær Andersen, Hagevej 125 spurgte, og kontingentrestancer er forsøgt inddrevet. Kassereren svarede, at restanter er blevet rykket, og at der på datoen for generalforsamlingens afholdelse kun var to grundejere, der ikke havde betalt kontingent.
Bent, Hagevej 64, spurgte, om vi i lyset af de betydelige gebyrer har overvejet at skifte bank, og anbefalede i den forbindelse Sparekassen Danmark.
Regnskabet blev godkendt uden yderligere spørgsmål.
- Legepladsen
Der er tale om legepladsen ved Helmklink havn som havnen etablerede for mange år siden. På baggrund af at legepladsens blev brugt flittigt af samtlige grundejerforeningers medlemmer og gæster, blev der i 2012 nedsat et legepladsudvalg bestående af repræsentanter for havnen og de 3 grundejerforeninger: Helmklit, Skindbjergvej og Hagevej som i fællesskab blev enige om at bidrage til legepladsens vedligeholdelse.
Helene Henrichsen, Hagevej 91, gennemgik legepladsudvalgets medlemmer og opbygning samt dets beretning.
Udvalget har holdt tre møder i 2024 samt to arbejdsdage, den sidste med henblik på forberedelse af legepladsen forud for det årlige syn. Mange småting i forhold til vedligeholdelse foretages desuden løbende af udvalgets medlemmer.
Der er etableret ny vippe og sandkasse, begge i vedligeholdelsesfrit træ, ligesom der er indkøbt et bord/bænke-sæt.
Havnen har købt en større græsslåmaskine, og de tre grundejerforeninger og havnen er enedes om, at græsslåning, havnens forsikring for legepladsen, samt det at havnen stiller toiletfaciliteter til rådighed, modregnes i havnens årlige tilskud til legepladsen, så sidstnævnte fremover bortfalder.
Legepladsudvalget har en vision om på sigt at gøre legepladsen så vedligeholdelsesfri som muligt, ved - når der med tiden alligevel skal foretages udskiftninger – at anvende robinie træ. I øjeblikket sparer udvalget op til udskiftning af gyngen, der anslås at komme til at koste i størrelsesordenen 35.000 kr.
Regnskabet har hidtil fulgt kalenderåret, men vil fremover følge samme regnskabsår som grundejerforeningen.
Lars Nielsen, Hagevej 65, roste legepladsudvalgets indsats og spurgte, om vi har indflydelse på skovlegepladsen i Husby Klitplantage. Det har vi ikke men må henvise til Naturstyrelsen.
Beretningen blev godkendt, hvorved grundejerforeningen også i 2025 bevilger 50 kr. for hvert af sine medlemmer til legepladsen.
- Orientering om opkrævning af kontingent
Kontingent til grundejerforeningen er hidtil blevet opkrævet af kommunen sammen med ejendomsskatterne. Ole Nørgaard Nielsen, Hagevej 96, orienterede om, at Holstebro Kommune som følge af de aktuelle omlægninger af opkrævning af ejendomsskat ikke længere ser sig i stand til dette, hvorfor grundejerforeningen for første gang i mange år selv har måttet stå for dette.
Ole har sammen med Suzie-Ann Schulze, Hagevej 184, udgjort et udvalg til undersøgelse af muligheder for dette. Holstebro Kommune fakturerede sidste år grundejerforeningen 4.738 kr for at opkræve kontingent, men at få et eksternt firma til at gøre det samme vil blive størrelsesordener dyrere.
Vi har foretaget et relativt konservativt valg ved nu at benytte et produkt fra Betalingsservice, der netop er møntet på foreninger. I dette system er der kun to muligheder for opkrævning: automatisk betaling via Betalingsservice eller at få et indbetalingskort tilsendt pr. brev.
På datoen for generalforsamlingen havde ca. 75% af grundejerforeningens medlemmer tilmeldt sig Betalingsservice. Det er godt, men vi håber at kunne højne den andel, dels fordi udsendelse af breve er dyrt, dels fordi det er blandt modtagerne af indbetalingskort pr. brev restancerne forekommer og dermed påfører den ulønnede bestyrelse en principielt unødvendig indsats med udsendelse af rykkere.
Vi har valgt en blid start, og har i år udsendt rykkere men uden gebyrer. Det er dog forventningen, at opkrævning af kontingent fra og med 2026 vil ske efter gængse principper om – ved manglende betaling – to rykkere hver med det maksimalt tilladte rykkergebyr (p.t. 100 kr.) hvorefter fordringen overdrages til retslig inkasso.
Niels Bo Christensen, Hagevej 150, roste bestyrelsens indsats og anbefalede på baggrund af egne erfaringer i andre foreninger, at bestyrelsen fremover pålægger de, der ikke tilmelder sig Betalingsservice, et opkrævningsgebyr på 50 kr.
- Orientering om fremtidig betaling af grundskyld for fællesarealet
Ole Nørgaard Nielsen, Hagevej 96, orienterede om, at grundejerforeninger fra og med 2025 skal betale grundskyld for fællesarealer, der ikke er udlagt til vej, og at bestyrelsen har fulgt dette tæt. Vi kender endnu ikke detaljer om beløbets størrelse, men ud fra den metode Vurderingsstyrelsen har offentliggjort, vurderede han, at grundejerforeningen kan komme til at skulle betale mellem 20.000 og 80.000 kr. årligt for de ca. 80.000 m2 fællesareal, der ikke er udlagt til vej, men at betaling af grundskyld indfases langsomt over cirka 20 år. Han henviste desuden til en artikel på hjemmesiden, der uddyber dette.
Lars Vangsgaard Jensen, Hagevej 49, spurgte, om der er pligt til at være medlem af grundejerforeningen. Ole svarede, at det er noget, bestyrelsen er ved at undersøge i samarbejde med Holstebro Kommune. Ejerne af de tidligst udstykkede grunde kan formentlig godt melde sig ud af grundejerforeningen, men alle har pligt til at bidrage til vedligeholdelse af fælles infrastruktur, og da det i langt overvejende grad er det, grundejerforeningen bruger sine penge på, vil en udmeldelse formentlig blot medføre, at man fortsat skal betale det samme eller mere (i form af administrative udgifter til fakturering) men sætter sig selv uden for indflydelse.
En anden grundejer spurgte, om en generalforsamling vil kunne træffe beslutning om, at alle grundejere skal være medlem af grundejerforeningen. Til det svarede dirigenten, at det ikke vil være muligt.
Børge Pedersen, Hagevej 55, supplerede med, at der efter hans opfattelse ikke er pligt til medlemskab af grundejerforeningen for husnumrene 1-53 og 57-75.
Niels Bo Christensen, Hagevej 150, opfordrede til at undersøge, om det vil være muligt at afhænde dele af fællesarealet til for eksempel Naturstyrelsen.
- Indkomne forslag
Der var indkommet forslag fra Henrik Jessen, Hagevej 35, om at hæve kontingentet fra de hidtidige 200 kr. til 350 eller 400 kr. årligt. Henrik motiverede sit forslag med, at grundejerforeningen i en årrække overvejende har haft underskud på mere end 100 kr. pr. sommerhus. Disse er så taget af egenkapitalen, hvilket Henrik ikke mener er en sund praksis. Størrelsen af den foreslåede stigning er dels begrundet i disse underskud, dels i udsigten til fremover at skulle betale grundskyld af fællesarealet.
Formanden redegjorde for, at nogle i bestyrelsen har ment, at egenkapitalen er for høj, mens andre ikke har ønsket at anvende egenkapitalen til drift, men at bestyrelsen på baggrund af udsigten til en langsom indfasning af grundskyld for fællesarealet vil tilslutte sig forslaget men anbefale, at kontingentet stiger til 300 kr.
Børge Pedersen, Hagevej 55, tilsluttede sig en kontingentstigning men tilføjede, at han mener, der skal være et formål med den andet end at forøge egenkapitalen.
En grundejer efterlyste et budget, idet han mener, at det ikke er rimeligt at budgettere med et underskud. Ole Nørgaard Nielsen, Hagevej 96, svarede, at de nuværende vedtægter ikke stiller krav om, at der skal udarbejdes et budget, men at vedtægterne på flere områder er blevet overhalet af virkeligheden, og at det efterhånden vil være rimeligt at revidere disse og i den forbindelse indføre den i mange andre foreninger gængse praksis med, at bestyrelsen hver år skal præsentere generalforsamlingen for sine forventninger til økonomien i det kommende år i form af et budget.
Den efterfølgende diskussion var mest præget af synspunkter, der anbefalede en stigning i den høje ende.
Dirigenten satte som det mest vidtgående forslag en kontingentstigning til 400 kr. årligt til afstemning først, hvilket blev vedtaget med klart flertal.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
Ole Nørgaard Nielsen, Hagevej 96, og Tage Madsen, Hagevej 158, var på valg, villige til genvalg og blev begge genvalgt.
Bestyrelsen ser herefter således ud:
Frank Iversen, Hagevej 141, valgt i 2024 Helene Henrichsen, Hagevej 91, valgt i 2024 Ole Nørgaard Nielsen, Hagevej 96, valgt i 2025 Suzie-Ann Schulze, Hagevej 184, valgt i 2024 Tage Madsen, Hagevej 158, valgt i 2025
Bestyrelsen konstituerer sig snarest efter generalforsamlingen.
Som suppleanter genvalgtes Lars Troelsen, Hagevej 187, og Frands Petersen, Hagevej 197.
- Valg af revisorer
Børge Pedersen, Hagevej 55, og Niels Bo Christensen, Hagevej 150, blev genvalgt som revisorer. Der blev ikke valgt en revisorsuppleant.
- Fastsættelse af kontingent
Dette blev afklaret under dagsordenens punkt 7.
- Eventuelt
Børge Pedersen, Hagevej 55, meddelte på vegne af Helmklink Havn, at der må afleveres grene på bålpladsen til Sankthansbålet.
En grundejer spurgte til vejdagen, men formanden oplyste, at der i 2025 ikke vil blive afholdt vejdag, men at det er tilladt selv at klippe grene langs veje og stier.
Dirigenten takkede forsamlingen for god ro og orden og erklærede generalforsamlingen for afsluttet.
Formanden takkede dirigenten for sin håndtering af generalforsamlingen og bestyrelsen for godt samarbejde og ønskede alle en god sommer.
Kontingent
I 2026 er seneste rettidige dato for betaling af kontingent mandag d. 16. februar.
Hvis du har tilmeldt dig Betalingsservice, behøver du ikke bekymre dig mere om det.
Hvis ikke, vil du i slutningen af januar modtage et brev med et indbetalingskort. Da udsendelse af brevpost er forbundet med betydelige udgifter for grundejerforeningen, har bestyrelsen valgt at indføre et gebyr på 50 kr. i sådanne tilfælde, mens betaling via Betalingsservice er gebyrfrit.
Du kan finde flere oplysninger om opkrævning af kontingent her.
Du kan let tilmelde Betalingsservice her
|